På bagsiden af stemplerne er der to huller. Det store hul i midten, er til at montere den medfølgende pind. Med pinden kan du stemple i bunden af emner, hvor du ellers ikke kan få hånden ned. Det lille hul er en visuel hjælp, til at vise dig om bogstavet vender korrekt. Inden du stempler, skal du tjekke at prikken er i toppen - så vender dit bogstav rigtigt. Prikken illustrerer toppen af bogstavet.
Jeg bliver ofte spurgt efter en skinne til mine stempler. Dette er IKKE muligt.
Som designer, har jeg skulle gøre mig nogle overvejelser og tage nogle valg. Jeg ønskede blandt andet at stemplerne kunne sorteres nemt, i en sorteringsindsats, for det bedste overblik.
Deruover ønskede jeg også at man nemt kunne stemple med stemplerne enkeltvis, og at prisen for sættene ikke skulle være for høj.
Disse punkter vandt over muligheden for at bruge en skinne. Det er ikke muligt at lave en skinne til stemplerne, som de er designet nu. Hvis man blot sætter dem i en skinne, vil bogstaverne nemlig ikke stå på en lige linje, da de er centreret på klodsen, for at gøre stempel klodsen så lille som muligt. Hvis bogstaverne skulle være placeret på stempelklodsen, så de alle stod korrekt hvis man satte dem i en skinne, skulle stempelklodsen være tæt på dobbelt så høj. Derudover er bogstaverne jo også forskellige bredder, så der vil være meget mellemrum mellem nogle bogstaver, og intet mellem andre. Det ville betyde at hvert bogstav skulle have sin egen klods, med en bredde der passede perfekt dertil. Alt dette, ville betyde at der kun kunne være halvt så mange stempler i en æske, og prisen ville derfor bliver fordoblet. Men, hvis man skal kunne skrive alle ord, skulle man også have 2-3 af hvert bogstav - så er det ikke længere muligt at have dem sorteret på den måde som de er nu. Så ville de i stedet skulle laves på baser der blot var 1-2 mm høje, og lægges løst i større rum. Men hvis de er så lave, er de ikke længere behagelige at stemple med én ad gangen, og man forhøjer risikoen for at lave mærker i leret med fingrene.
Jeg har derfor, valgt at designe mine bogstavstempler som jeg har gjort det, da der var langt flere fordele ved denne metode. Derfor er og bliver det IKKE muligt, at tilkøbe en skinne til mine bogstavstempler.
Det er umuligt, at et enkelt bogstav i et enkelt sæt, er spejlvendt. Det kan ikke lade sig gøre, grundet måden filen er lavet på og stemplerne er fremstillet på. Enten er alle spejlvendt, eller ingen. Hvis du er i tvivl, så referer til billedet på æsken, hvor du kan se hvordan bogstaverne ser ud, når de er stemplet. Husk at sørge for at den lille prik bag på stemplet vender opad, så vender dit stempel rigtigt.
Mange har især været forvirrede over sæt 5/6 - men denne skrifttype er bare sådan. Den store bue i B er øverst. Der er ikke flere udgaver af samme bogstav i dit sæt - der findes ikke flere udgaver af samme bogstav. Du har nok i stedet, vendt stemplet på hovedet. Skriftypen der er brugt til sæt 5/6 er en legende skrifttype, der ikke helt følger normerne, som klassiske skrifttyper gør. Det kan også af og til forvirre øjet, når man ser på bogstavet spejlvendt. Lav derfor et aftryk med bogstavet i leret - sørg for at den lille prik bag på vender i top - så vil du bedre kunne se hvilket bogstav det er. Er du stadig i tvivl, kan du sammenligne med klistermærket på æsken, hvor bogstaverne står i alfabetisk rækkefølge.
Du er naturligvis også altid velkommen til at sende mig en mail.
Hvis du synes det er lidt svært, at stemple lige med bogstaverne, så prøv dette. Jeg markerer meget meget svagt, en streg med en lineal i leret. Herefter placerer jeg let stemplet på stregen, og kigger ind fra siden, nedefra, for at tjekke at bogstavet står rigtigt på linjen. Herefter trykker jeg bogstavet i leret.
Hvis du stempler, mens dit ler er til den våde side, vil du opleve at leret sidder fast i stemplet. Du kan enten vente, til leret er mindre fugtigt, eller du kan let drysse lidt majsstivelse/kartoffelmel på leret (eller dyppe stemplet i melet) inden du stempler i leret. Melet fungerer som et slipmiddel, og giver et skarpere afrtyk. Melet brænder væk i forglødning.
Det tager mange timer at lave et sæt bogstavstempler i en ny størrelse, og det gør jeg derfor ikke på opfordring. Jeg lytter naturligvis til jeres ønsker, når keg vælger hvilke sæt der skal laves i flere størrelser - men jeg vælger ud fra hvad jeg har tid til.
Jeg kan som udgangspunkt IKKE lave bogstavstempler mindre, end den mindste størrelse der allerede er af det pågældende sæt. Det er nemlig meget få skrifttyper der egner sig til mindre end 10mm, da der skal være nok bogstav, til at printeren kan printe minimum to vægge på hele bogstavet. Af samme årsag findes sæt 5/6 også mindst i str. 13mm, da nogle dele af bogstavet, ellers bliver for tyndt.
Når du udstikker, skal du i næsten alle tilfælde, have noget mellem leret og din udstikker. Jeg foretrækker at lægge et stykke husholdningsfilm over leret, og udstikke med filmen på leret. Det gør, at leret ikke hænger fast til udstikkeren, og giver bløde afrundede kanter.
Det kan dog også resultere i "folder" nogle steder i leret, eller andre uhensigtsmæssige resultater. Måske ønsker du bare ikke at kanterne får det bløde look. I så fald kan du vente til dit ler er knap så fugtigt, og drysse lidt majsstivelse/kartoffelmel på leret - eller dyppe din udstikker i melet - inden du udstikker. Melet fungerer som slipmiddel, og brænder væk i forglødning. Det fungerer dog ikke til alle udstikkere, og det fungerer bedst, når leret ikke er for fugtigt eller for tykt udrullet.
Hvor tykt dit ler skal være, afhænger meget af, hvilken type og størrelse udstikker du bruger. Til de almindelige udstikkere og udstikkere med stempel, kan du i de fleste tilfælde udstikke i ler der er 10mm tykt. Men er der tale om nogle af de helt små udstikkere - f.eks. mini juleudstikkerne, hvor især gås og slikstok er et godt eksempel - eller udstikkere hvor der er dele der er noget tyndere end andre dele, så må leret ikke være for tykt. Til mini udstikkerne foretrækker jeg selv 1,5-2mm tykkelse - nogle af dem kan gå lidt tykkere. Men bliver leret for tykt, vil figuren gå i stykker.
Når det gælder udstikkere med prægning, skal dit ler være udrullet tykkere end 3mm. Prægningen starter nemlig ved 3mm - så er dit ler 2,99mm tykt, vil prægningsdelen ikke røre leret. Hvor meget tykkere leret så skal være, afhænger af udstikkerens størrelse og design.
Små udstikkere med prægning, fungerer ofte bedst i ler der er omkring 4mm tykt - måske lidt tykkere eller tyndere. Større udstikkere med prægning hvor der ikke er mange detaljer i prægningen, fungerer bedst i 4-5mm tykt ler. Generelt er der få udstikkere med prægning der bliver flotte i ler tykkere end 5mm. Men den præcise tykkelse af leret varierer altså, alt efter udstikkerens størrelse, hvor tæt detaljerne der skal præges ligger på hinanden, og dine personlige præferencer. Nogen kan bedst lide, at prægningen kun lige knap er synlig, og andre kan bedst lide en dyb prægning. Så prøv dig frem, mellem 3,5-5mm tykt ler.
En udstikker/almindelig udstikker, udstikker udelukkende figurens omrids. Der er altså ingen detaljer, dem kan du slev male på.
En udstikker med prægning, udstikker figurens omrids OG præger indre detaljer, i samme omgang. Prægningen starter ved 3mm, og leret skal derfor være tykkere end 3mm.
En udstikker med stempel er to separate dele. Den består af en almindelig udstikker, som udstikker omridset, og et stempel der kan bruges til at stemple detaljer. Det er f.eks. anvendeligt ved et flag, hvis man ønsker korset på begge sider af leret.
Du har muligvis udrullet dit ler for tykt. Prøv med tyndere ler. Vær også opmærksom på at for vådt og for tørt ler, kan give forskellige resultater.
De fleste almindelige udstikkere, kan laves større - nogle også mindre. Der kan dog være nogle, jeg ikke længere har mulighed for at lave. Udstikkere med prægning kræver noget mere at producere, og de kræver en ny tegning for hver størrelse. Derfor er det ikke alle jeg kan lave i flere størrelser.
Det er meget vigtigt, at du huske at få noget mellem form og ler. Jeg vil anbefale en nylonstrømpe - jeg bruger selv de billige knæstrømper, med 3 par i en pakke (altså 6 stk) - de passer stort set alle mine forme.
Alternativt kan du også bruge majsstivelse/kartoffelmel, som du drysser gavmildt på den side af leret, der skal røre ved formen. Dette kan dog være irriterende når man skal samle leret, finpudse osv.
Andre bruger også avispapir eller andet. Jeg vil dog helt klart anbefale nylonstrømper. Og hvis du bruger de løse bunde, til formene, så er det nødvendigt at bruge nylonstrømpe, for at holde bunden på plads.
Det vigtigste er at have en form for slipmiddel imellem form og ler. Bruger du pladeteknik, kan jeg anbefale enten at trække en nylonknæstrømpe over formen, eller drysse leret med majsstivelse/kartoffelmel/maizena, inden det vendes mod formen. Jeg foretrækker personligt at bruge en nylonstrømpe fremfor majsstivelse mm.
- Udrul dit ler i den ønskede tykkelse - jeg synes 5mm er en dejlig tykkelse at arbejde med.
- Skær dit ler ud - du kan bruge den gratis print-selv skabelon som du finder i toppen af denne side, eller en skabelon-udstikker. Husk at skabelonen ikke er 100%, men har til formål at sørge for at du får skåret et stykke ler der er stort nok, og ikke for småt.
- Du skal have noget mellem formen og leret - en nylonstrømpe trukket over formen er min foretrukne metode. Du kan også bruge godt med majsstivelse, kartoffelmel, Maizena eller lignende, på den side af leret der skal vende ind mod formen. Men jeg vil klart anbefale en nylonstrømpe, da melet kan genere ved samlinger og finpudsning.
- Vend formen med bunden op. Rul leret omkring formen (med mel-siden ind mod formen, hvis du bruger mel-metoden).
- Saml enderne, her skal du først skære evt. overskydende ler væk. Dette gøres nemt ved at overlappe leret, og skære ned igennem begge lag, så du får en samling der passer sammen. Sæt sammen vha. "score and slip" - rids leret på de to ender der skal samles, og put slikker eller eddike på. Tryk enderne godt sammen, og udjævn samlingen - først med fingrene, og herefter med f.eks. en silikone skinne (jeg bruger røde og gule Mudtools skinner).
- Sørg for at top og bund er lige med formen - ved alle forme der ikke er cylindriske eller koniske, men har afrundet bund, skal du presse leret op og ind, så du former det omkring bunden. Til sidst skærer du det overskydende ler ved bunden af - jeg efterlader lidt ler som jeg skubber ind mod midten af bunden, så der er mere ler at sætte bunden fast på.
- Sæt bund på. Hvis du bruger et signaturstempel til prægning i ler, vil jeg anbefale at stemple bunden inden den sættes på. Brug igen "score and slip" og rids godt i flere retninger på både bunden af koppen og bunden, der hvor de skal røre hinanden. Påfør slikker eller eddike, sæt bund på og tryk rundt i kanten så leret presses sammen. Udglat samlingen med fingrene, ved at trække leret fra bundens kant, ned ad koppen. Brug en silikoneskinne eller andet til at udglatte samlingen helt.
- Vend formen så den nu står med bunden ned. Tag formen ud af leret, ved at dreje i håndtaget. Du skal nok dreje frem og tilbage, og har du brugt lige rigeligt med slikker i samlingen af koppen, kan det bidrage til at besværliggøre fjernelse af formen. Pas på ikke at gøre koppen skæv når du fjerner formen - så fjern først formen når leret kan holde sin form, men inden det bliver for tørt, så det trækker sig sammen om formen.
- Skal du stemple direkte på koppens ydre vægge, kan du sætte formen i igen med det samme (drys evt. lidt majsstivelse på formen først, så den er nemmere at få ud - kun et tyndt lag) og stemple med formen som modstand, så koppen ikke trykkes skæv.
- Tag formen ud igen, inden leret tørrer for meget ind. Da ler trækker sig sammen når det tørrer, risikerer du at væggen revner - enten under tørring eller først i én af brændingerne - hvis du lader formen blive i for længe.
- Sæt evt. en kantafrunder i toppen efter du har fjernet formen, når du ikke arbejder på indersiden. Kantafrunderen hjælper til med at du ikke ved et uheld får trykket kanten skæv (ler husker!).
- Finpuds samlingen på indersiden - pas på ikke at røre ved kanten så du får den gjort skæv. Vent gerne med det indvendige til leret er mere tørt.
- Du kan nu påsætte evt. hank og pynt, husk at leret på både kop/emne og påsætninger gerne skal være lige tørre/fugtige.
Hvis du bruger en af de løse tilkøbs-bunde til din håndbygningsform, så SKAL du bruge nylonstrømpe. Bunden sættes i formen, hvorefter strømpen trækkes omkring bund og form (med strømpens tå ved bunden) og så bindes strømpen stramt, med knuden i toppen, så den kan skubbes under håndtaget. Strømpen skal bruges til at holde bunden på plads.
Du kan downloade vejledende skabeloner her, men husk på at de kun er en vejledende hjælp til at skære en plade ler i den omtrent rigtige størrelse. De passer altså ikke 100% - der vil altid være ler der skal fjernes.
Du kan også købe skabelonerne som udstikkere, hvis du laver den samme form ofte, og gerne vil spare lidt på arbejdstiden. Ligeledes kan du købe en rund udstikker, der passer til bunden.
Skabelonerne er ikke lavet til at kunne bruges uden en form - hvis du bruger skabelonerne uden en håndbygningsform, får du et helt andet resultat.
Nej. Du skal sørge for at tage formen ud af dit emne, så snart leret selv kan holde sin form. Hvis du lader formen sidde i for længe, kan du risikere at leret revner, når det trækker sig sammen når det tørrer. Nogle gange ses revnerne først efter forglødning eller glasurbrænding. Lad derfor ikke formen blive i, længere end højst nødvendigt. Du kan bruge en kantafrunder, til at sørge for at din kant forbliver rund, når du arbejder på emnet, efter formen er taget ud. Kantafrunderen gør at det er sværere ved et uheld, at trykke kanten skæv.
Alle redskaber skal opbevares ved maks. 45-50 grader. Opbevar ikke redskaberne i vand i længere perioder. Opbevar ikke redskaberne i et vindue, i direkte sollys eller i samme rum som din keramikovn.
Alle redskaber fra Lola Keramik rengøres i håndvarmt vand. Det er vigtigt at temperaturen ikke overstiger 45-50 grader, da materialet ved disse temperaturer bliver blødt. Brug ikke rengøringsmidler.
Redskaberne tåler IKKE at komme i opvaskemaskinen, vaskemaskinen, microovn, ovn o.l. Brug IKKE varmepistol på redskaberne, da varmen vil deformere dem. Opbevar IKKE redskaberne i et vindue i direkte sollys. Opbevar IKKE redskaberne i samme rum som din ovn, hvis rummet bliver over 45-50 grader varmt når ovnen kører.
PLA er en bioplast (PolyLacticAcid eller polymælkesyre). PLA er en plastik der er fremstillet af plantedele som majs og sukkerrør. Det er posititvt for miljøet at fremstille plastik af vedvarende og genanvendelige ressourcer, frem for traditionelle plastik som produceres vha. råolie, som er en begrænset ressource. Derudover er produktionen af PLA bedre for miljøet, da der udledes lang færre drivhusgasser og bruges meget mindre energi i produktionen, i forhold til andre plastiktyper.
PLA er bionedbrydeligt, men ikke komposterbart. Det kan, under de helt rigtige betingelser, nedbrydes i naturen. Og hvis det inkluderes i genbrugssystemet, kan det genanvendes 100%. I Danmark kommer det dog på forbrænding, hvor det kun producerer kulstof, ilt og brint under forbrænding. Så selvom at PLA er bionedbrydeligt, kan man ikke med god samvittighed smide det i naturen. Der findes dog nogle virksomheder der tager imod PLA, og kværner det og genbruger det til nyt filament.
Jeg køber mit PLA hos en producent i EU, og mine FDM printere er også udviklet og fremstillet i EU.
UV-resin til 3D-printere er en flydende fotopolymer-harpiks, der hærder og bliver fast, når den udsættes for ultraviolet lys. Det giver en langt højere detaljegrad, og bruges derfor hovedsageligt til signaturstempler, tekst stempler og små figur stempler. Når et resinprint er printet, skal emnerne vaskes i isopropylalkohol, for at fjerne al overskydende ikke-hærdet resin. Til sidst hærdes emnerne færdig i UV lys. Resin i flydende form er resin giftigt at indånde og irritabelt for huden, og det kræver derfor åndedrætsværn og handsker, indtil resinen er hærdet. Når først resinen er hærdet, er den ikke længere giftig, og kan uden porblem håndteres med bare hænder. Alle disse processer gør resinprint mere omstændigt på mange måder, og derfor er det kun få produkter der fremstilles i resin.
