Lær hvordan du bruger, rengør og passer på dine stencils, så du får de bedste resultater — og længst mulig levetid.
- Bruges med underglasur eller keramisk screen printing ink
- Genanvendelige
- Kan bruges med direkte eller to-trins påføring
- Designet og produceret i Danmark
HVAD ER EN STENCIL?
Lola Keramiks stencils er lavet til at dekorere forglødet keramik med underglasur eller anden højpigmenteret keramikfarve. De kan genanvendes og fås i mange forskellige designs.
- Stencilsene er lavet af et finmasket net med photo emulsion.
- Bagsiden er let klæbende, så stencilen holdes på plads under brug.
- Den blå photo emulsion slides gradvist ved brug, men levetiden kan forlænges med korrekt pleje.
HVILKEN VARIANT SKAL JEG VÆLGE?
Jeg tilbyder nogle designs i både retvendt og spejlvendt variant. De to varianter er beregnet til forskellige påføringsmetoder, og ingen af metoderne er generelt bedre end den anden. Hvilken der passer bedst, afhænger af emnets form, overflade og det motiv, du vil bruge.
Retvendt variant
- Bruges til direkte påføring på forglødet keramik
- Bedst på glatte overflader
- Nemmest på flade emner eller emner, der primært buer i én retning
- Motivet påføres direkte gennem stencilen
- Kræver ingen efterfølgende overførsel
Spejlvendt variant
- Bruges til to-trins påføring
- Kan bruges med rispapir eller gelplade
- God til mere buede eller ujævne emner
- God når stencilen ikke kan ligge tæt direkte på emnet
- Tekst og andre retningsbestemte motiver skal være spejlvendte
Motiver uden en nødvendig retning kan bruges til to-trins påføring uden at være spejlvendte. Spejlvending er vigtig ved f.eks. tekst og andre motiver, der skal vende en bestemt vej for at blive vist korrekt.
STARTKIT
Jeg anbefaler at bruge et startkit, især hvis du ikke har arbejdet med denne type stencil før.
Startkittet indeholder en A7 stencil, 3 dup-svampe til påføring og en blød skumpensel til rengøring. Jeg har testet mange forskellige svampe og påføringsmetoder, og dup-svampene er dem, jeg selv foretrækker til direkte påføring.
Den bløde skumpensel er rigtig god til skånsomt at vaske underglasuren ud af stencilens fine net umiddelbart efter brug.
UNDERGLASUR ELLER SCREEN PRINTING INK?
Almindelig underglasur kan bruges til stencils, men konsistensen har stor betydning for resultatet. Ved direkte påføring skal den være tyk nok til ikke at løbe ind under stencilen, men stadig kunne komme gennem nettet. Til to-trins påføring skal underglasuren være tykkere og have konsistens som en tyk pasta.
Du kan tykne almindelig underglasur ved at lade noget af væsken fordampe eller ved at tilsætte Mayco Silkscreen Medium. Der skal kun en lille mængde medium til, så tilsæt lidt ad gangen. Blandingen kan få en lidt klumpet konsistens, men det gør ikke noget.
Vær opmærksom på, at tyknet underglasur tørrer hurtigere, fordi den indeholder mindre væske. Derfor skal du arbejde hurtigt og effektivt.
Du kan også bruge keramisk screen printing ink, f.eks. AMACO Ceramic Printing Ink. Den er udviklet til screen printing, har en velegnet konsistens fra start og er mere pigmenteret. Den tørrer heller ikke så hurtigt under arbejdet som tyknet underglasur og er derfor ofte lettere at arbejde med.
DIREKTE PÅFØRING
Ved direkte påføring sættes stencilen direkte på det forglødede emne, og underglasuren duppes gennem nettet. Metoden fungerer bedst på glatte overflader, hvor stencilen kan ligge tæt mod hele motivet.
Ved denne metode skyldes problemer ofte emnets overflade eller form. Er overfladen for ru, eller buer emnet så meget, at stencilen ikke kan følge formen, kan der opstå små områder, hvor stencilen ikke ligger helt tæt. Det kan give et ufuldstændigt motiv eller få underglasur til at komme ind under stencilen.
Konsistensen har også betydning. Underglasuren skal være tyk nok til ikke at løbe ind under stencilen, men ikke så tyk, at den har svært ved at komme gennem nettet.

Klip
Klip hvert motiv ud separat. Mindre stencils er nemmere at styre, især på buede former.
Gem plastikfilmen
Gem altid plastikfilmen. Stencilen skal efter brug sættes tilbage på den samme side af filmen, som den sad på oprindeligt.

Placér
Sæt stencilen på rent, forglødet keramik. Overfladen skal være så glat og jævn som muligt, så stencilen kan slutte tæt mod emnet.
Direkte påføring er nemmest på flade emner og på former, der primært buer i én retning, f.eks. siden på et cylindrisk krus. På overflader, der buer i flere retninger på én gang, kan det være svært at få hele stencilen til at ligge tæt. Her kan to-trins påføring være et bedre valg.
Arbejd stencilen godt fast over hele motivet. Stencilen er let klæbende, og klæbeevnen aktiveres bedst, når du både presser og gnider den fast mod overfladen. Det er vigtigt at arbejde hele stencilen fast og ikke kun langs kanterne.
Hvis stencilen ikke hæfter nok, kan du let fugte keramikken med en svamp først. Vær dog opmærksom på, at ekstra fugt kan få bagsiden til at slides hurtigere over tid.

Konsistens
Der findes ikke én helt korrekt konsistens, da forskellige underglasurer opfører sig forskelligt. Det vigtigste ved direkte påføring er, at underglasuren ikke er så tynd, at den løber ind under stencilen, men stadig er blød nok til at kunne presses gennem det fine net.
Hvis du tykner underglasuren, skal du være opmærksom på, at den tørrer hurtigere. Arbejd derfor effektivt og undgå unødige pauser under påføringen.

Dup
Dup underglasuren på med en dup-svamp i lette, lodrette bevægelser. Undgå at trække eller gnide svampen hen over stencilen, da det øger risikoen for at få underglasur ind under motivet.
Har motivet brug for mere farve, kan du duppe over området igen med det samme. Underglasuren skal ikke tørre mellem påføringerne.
Arbejd hurtigt og effektivt. Hvis underglasuren begynder at tørre i nettet, kan næste påføring have svært ved at komme igennem. Den tørrede farve kan også hæfte til nettet og blive trukket med op, når stencilen fjernes.

Løft
Når hele motivet er dækket, fjernes stencilen roligt fra et hjørne i en jævn bevægelse. Undgå at rykke eller hive hårdt i stencilen, især hvis du har fugtet emnet, da den så kan hæfte ekstra godt til overfladen.
Fjern stencilen, mens underglasuren stadig er våd. Hvis farven når at tørre i nettet, kan den hæfte til både stencil og emne og trække dele af motivet med op.
Sæt stencilen tilbage på den rigtige side af plastikfilmen med det samme, og rengør den kort efter brug.
TO-TRINS PÅFØRING
Ved to-trins påføring laves motivet først på rispapir eller en gelplade og overføres derefter til keramikken. Metoden er særligt god til emner, hvor stencilen ikke kan ligge tæt direkte mod overfladen, f.eks. mere buede eller ujævne former.
Der findes ikke én korrekt konsistens eller fremgangsmåde, der fungerer til alle underglasurer, motiver og emner. Forvent derfor at skulle prøve dig frem. Konsistensen på underglasuren, redskabet du bruger, vinklen og måden farven trækkes over stencilen på har alle betydning for resultatet.
Vigtigt: Tekst og andre motiver, hvor retningen har betydning, skal laves med en spejlvendt stencil, da motivet vendes ved overførslen til keramikken.
MED RISPAPIR
Til rispapir er det nemmest at lade stencilarket være helt og lægge hele arket oven på rispapiret. Du behøver altså ikke klippe de enkelte motiver ud først.
- Læg stencilarket fladt på rispapiret.
- Brug keramisk screen printing ink eller underglasur, der er tyknet til en tyk pasta. Er underglasuren for tynd, vil den trække ud i papiret.
- Læg en stribe farve langs toppen af stencilen.
- Træk farven hen over stencilen i et jævnt træk med f.eks. et plastikkort, en spartel eller en stiv skinne.
- Skrab overskydende farve sammen og læg den tilbage i beholderen.
- Løft stencilen fra rispapiret.
- Lad rispapiret tørre helt.
Når arket er tørt, kan du gemme det til senere eller klippe de enkelte motiver ud.
Når motivet skal bruges, lægges rispapiret med motivet mod keramikken. Gør papiret vådt med en svamp og pres det godt mod emnet, omtrent som når man påfører en midlertidig tattoo.
Løft forsigtigt papiret og kontrollér, at hele motivet er overført. Hvis et område mangler, kan du lægge papiret ned igen og presse mere, så længe du ikke allerede har fjernet det helt.
MED GELPLADE
En gelplade kan bruges som mellemled mellem stencil og keramik og gør det muligt at overføre motivet til f.eks. kopper og andre buede emner.
- Pensl først et meget tyndt lag majsstivelse over gelpladen. Uden majsstivelse kan underglasuren have tendens til at perle på overfladen.
- Læg stencilen på gelpladen. Du kan bruge enten et helt stencilark eller et enkelt udklippet motiv.
- Læg en stribe keramisk screen printing ink eller tyknet underglasur langs toppen af motivet.
- Hold stencilen fast og træk farven over i ét hurtigt og jævnt træk med f.eks. et plastikkort, en spartel eller en stiv skinne.
- Fjern stencilen med det samme.
- Er der kommet farve på gelpladen uden for motivet, vaskes det forsigtigt væk.
- Overfør motivet til keramikken med det samme, inden farven tørrer.
Du kan tage gelpladen op og forsigtigt rulle den omkring f.eks. en kop. Du kan også lade gelpladen ligge fladt på bordet og rulle emnet hen over motivet. Hvilken metode der fungerer bedst, afhænger af emnets form og størrelse.
Hvis motivet ikke er blevet ordentligt overført til gelpladen fra stencilen, er det bedst at vaske gelpladen ren og starte forfra, inden du forsøger at overføre motivet til keramikken.
GELPLADEN KRÆVER LIDT ØVELSE
Gelplade kan være sværere at lære end de andre metoder. Det er helt normalt, at de første forsøg ikke bliver perfekte. Konsistensen på farven, vinklen på redskabet og måden, du trækker farven over stencilen på, har alle betydning.
Jeg anbefaler at bruge et relativt stift redskab til at trække farven over stencilen, f.eks. et plastikkort, en spartel eller en stiv skinne, frem for en blød silikoneskinne.
Majsstivelsen skal ligge i et meget tyndt lag. Den hjælper med at forhindre farven i at perle på gelpladen, men betyder samtidig, at stencilens klæbende bagside ikke hæfter som normalt. Hold derfor stencilen godt fast og forsøg at trække farven over motivet i ét hurtigt og jævnt træk.
PRØV DIG FREM
Der findes ikke en facitliste for præcis konsistens, vinkel, tryk eller fremgangsmåde. Forskellige underglasurer opfører sig forskelligt, og både motivets størrelse, emnets form og den valgte metode har betydning.
Vælg først den metode, der passer bedst til det emne, du arbejder med. Prøv derefter frem med konsistens og teknik, indtil du finder den kombination, der giver det bedste resultat for dig.
Et mislykket forsøg betyder ikke nødvendigvis, at der er noget galt med stencilen eller materialerne. Justér én ting ad gangen og prøv igen. Når du først har fundet en konsistens og arbejdsgang, der fungerer med dine materialer, bliver resultatet langt mere forudsigeligt.
PLEJE & RENGØRING
Stencilen holder længst, hvis den rengøres forsigtigt kort efter brug og sidder på plastikfilmen under rengøringen. Bagsiden er den mest sarte del, så undgå hård skrubning og unødigt slid på den klæbende side.
Sådan rengør jeg mine stencils
- Sæt stencilen tilbage på den rigtige side af plastikfilmen umiddelbart efter brug.
- Læg stencil og plastikfilm på et hårdt underlag, f.eks. et plastiklåg, en hård plastikplade eller et lille plastskærebræt.
- Sæt underlaget ned i et lavt fad eller en skål med vand.
- Brug en blød skumpensel til forsigtigt at pensle vand hen over stencilen, indtil underglasuren er vasket ud af nettet.
- Hvis der er underglasur på den klæbende bagside, så skyl den forsigtigt af og brug eventuelt fingrene meget blidt.
- Dup overskydende vand af og lad stencilen tørre fladt på plastikfilmen.
Dette slider på stencilen
- Vask ikke stencilen løst direkte på underlaget. Den klæbende bagside kan sætte sig fast, så stencilen strækkes eller beskadiges, når den løsnes.
- Lad ikke underglasur tørre ind i nettet efter brug.
- Undgå at gnubbe eller skrubbe hårdt på stencilen — især på bagsiden.
- Brug ikke svamp eller skumpensel på den klæbende side.
- Undgå at hive hårdt i stencilen, når den fjernes fra keramikken eller plastikfilmen.
- Brug ikke stencilen, mens den stadig er våd efter rengøring.
- Opbevar ikke stencilen bøjet, krøllet eller fugtigt.
VIGTIGT AT HUSKE
- Vælg påføringsmetode efter emnets form og overflade.
- Lad ikke underglasuren tørre i stencilens net under påføring.
- Rengør stencilen kort efter brug.
- Vask stencilen, mens den sidder på plastikfilmen.
- Brug ikke stencilen, mens den er våd.
- Lad stencilen tørre fladt og opbevar den tørt.
FEJLFINDING
Får du ikke helt det resultat, du håbede på, er det ikke nødvendigvis stencilen, der er problemet. Ved direkte påføring er emnets overflade og form ofte afgørende, mens problemer ved to-trins påføring ofte hænger sammen med konsistens og teknik. Her er de mest almindelige årsager.
Hvorfor løber underglasuren ind under stencilen?
- Din underglasur er for tynd. Lad den stå uden låg i et stykke tid, eller tilsæt en lille mængde Mayco Silkscreen Medium.
- Du trækker svampen over stencilen i stedet for at duppe, eller dupper i en skæv vinkel.
- Din stencil er ikke arbejdet godt nok fast på emnet.
- Emnets overflade er for ujævn til, at stencilen kan slutte tæt.
- Emnets form buer i flere retninger, så stencilen ikke kan ligge tæt over hele motivet. Her kan to-trins påføring være et bedre valg.
Hvorfor hæfter min stencil ikke?
- Du har ikke arbejdet stencilen godt nok fast. Klæbeevnen aktiveres bedst, når du gnubber stencilen fast mod overfladen.
- Overfladen på dit emne er for grov. Stencils fungerer bedst på glatte overflader.
- Emnets form gør det svært for stencilen at følge overfladen.
- Din stencil er blevet slidt, og klæbeevnen er derfor nedsat.
- Din stencil er stadig fugtig efter rengøring.
Hvorfor får jeg huller i motivet ved direkte påføring?
- Emnets overflade er for ru eller ujævn, så stencilen ikke ligger tæt over hele motivet.
- Underglasuren er begyndt at tørre i stencilens net under påføringen.
- Du har ventet for længe mellem påføringerne, så næste omgang farve ikke kommer ordentligt gennem nettet.
- Din underglasur er for tyk og bliver derfor ikke presset godt nok gennem nettet.
- Stencilen er fjernet, efter farven er begyndt at tørre, så dele af motivet trækkes med op.
En glat overflade giver det bedste resultat ved direkte påføring. Glat gerne lerets overflade inden forglødning, f.eks. med en silikoneskinne.
Er emnet allerede forglødet, kan overfladen om nødvendigt slibes glattere. Slibning af forglødet keramik bør foregå udendørs og med egnet støvmaske, så du undgår at indånde keramisk støv.
Hvorfor virker min to-trins påføring ikke?
- Underglasuren har ikke den rette konsistens. Ved to-trins påføring skal den være forholdsvis tyk.
- På rispapir kan for tynd underglasur trække ud i papiret og give et uskarpt motiv.
- På gelplade kan konsistens, redskabets vinkel og måden farven trækkes over stencilen på påvirke resultatet.
- Der er brugt for meget majsstivelse på gelpladen. Der skal kun bruges et meget tyndt lag.
- Farven er nået at tørre på gelpladen, inden motivet blev overført til keramikken.
Gelplade kræver ofte nogle forsøg, før du finder den teknik, der fungerer bedst med dine materialer. Vask den ren, justér én ting ad gangen og prøv igen.
Hvor længe holder en stencil?
- En stencils levetid afhænger af, hvordan den behandles under brug, rengøring og opbevaring.
- En stencil slides gradvist for hvert brug.
- Korrekt brug, pleje, rengøring og opbevaring forlænger levetiden.
Kan stencils bruges på læderhårdt ler?
- Det kan godt lade sig gøre, men stencilen hæfter ikke lige så godt på råt ler.
- Stencilens levetid må forventes at blive kortere, hvis den bruges på ubrændt ler.
Kan de bruges med andet end underglasur?
- Til keramik kan du bl.a. bruge almindelig underglasur eller keramisk screen printing ink, f.eks. AMACO Ceramic Printing Ink.
- Det vigtigste er, at produktet er højpigmenteret og har en konsistens, der passer til den valgte metode.
- Stencils kan også bruges med akrylmaling, stofmaling og andre farver på andre overflader end ler.
Hvilken metode skal jeg vælge?
- Direkte påføring er god, når emnet har en glat overflade, og stencilen kan ligge tæt mod hele motivet.
- To-trins påføring er god til emner, hvor formen eller overfladen gør direkte påføring vanskelig.
- Der findes ikke én metode, der er bedst til alle emner.
- Prøv dig frem og vælg den metode og konsistens, der fungerer bedst til netop dit emne og dine materialer.
DET ANBEFALER JEG TIL STENCILS
Du behøver ikke meget udstyr for at komme godt i gang, men de rigtige små hjælpemidler gør det nemmere at få et pænt resultat og passe godt på dine stencils.

Startkit
Et godt sted at starte. Startkittet indeholder en A7 stencil, 3 dup-svampe til påføring og en blød skumpensel til rengøring, så du har de vigtigste små redskaber til at komme i gang.
Se startkit
Dup-svampe
Jeg har testet mange forskellige svampe og påføringsmetoder, og dup-svampene er dem, jeg selv foretrækker til direkte påføring gennem stencils.
Se dup-svampe
Condibægre med låg
Små bægre med låg er praktiske til små portioner underglasur, så du nemmere kan justere konsistensen uden at ændre hele beholderen.
Se condibægre
Stencil-bagpapir
Ekstra bagpapir til opbevaring af stencils. De hvide ark er coatede på den ene side og er praktiske, hvis du mister eller beskadiger det originale bagpapir.
Kommer snart